Karstens tale

Ikke mindst dig, Ruth, synes jeg har taget rigtig godt imod mig – og jeg tror vi alle kan tage meget ved lære dit ligefremme væsen og dit store hjerte.

Desværre har jeg af gode grunde ikke kunnet få lov at hilse på Kirstens far, Svend Åge, da han jo døde nogen år inden jeg kom ind i billedet. Men som jeg siger til Kirsten, så er det ikke så svært at danne sig et billede af ham som en festglad, kærlig, men også meget bestemt mand. Man skal blot forestille sig en blanding er Kirsten og hendes 5 søskende, trække den del fra, som Ruth er ansvarlig for, og så krydre med utallige familiehistorier, som nogen gange når mytologiske højder i familiens samvær.

Min egen familie er desværre ikke så talrigt repræsenteret her i dag.

Det skyldes hovedsageligt, at den ikke er tilnærmelsesvis lige så stor som Kirstens.

På trods af sygdom lykkedes det os at få min gamle mor transporteret herover til vielsen og tilbage igen til Sønderjylland. Og det var jo en stor oplevelse at se hendes glæde ved at være med i kirken og til receptionen bagefter. Kirsten elsker at dyrke, at hun stadigvæk i min alder af 50 år omtaler mig som ”Lille Karsten”.

Heldigvis er min mor også meget begejstret for Kirsten. Og selv min far viser af og til, på hans egen noget afmålte facon, at han er rigtig godt tilfreds med mit valg.

Og det tror jeg faktisk også jeg tør sige på mine døtres vegne.

Kære Kirsten – Dig og Mig – Vi to, vi har hele tiden haft et eller andet sammen, som er helt unikt.

Det har vi faktisk vidst helt fra de første utrolig spændende dage, hvor vi stiftede bekendtskab med hinanden. Først i den virtuelle verden og derefter – heldigvis også i den virkelige verden.

Alle I, som er samlet her i dag - I har jo hørt historien om hvordan Kirsten og jeg vi mødte hinanden første gang.

Vi var to frie fugle, i en moden alder, som hver især havde besluttet os for at gøre op med singlelivets nogen gange lidt trælse sider og kaste os forventningsfulde ud i tidens svar på den slags problemer: dating på nettet.

Vi gik nok ikke til sagen med helt samme beslutsomhed - Du Kirsten gjorde, som du altid gør, i de fleste af livets aspekter: du kastede dig ud i projekt: afklaret, målrettet, med et åbent og stort hjerte og fuld af energi. Mens jeg for mit vedkommende ikke turde stå helt ved, hvad jeg havde gang i. Over for mig selv forsøgte jeg at dække det ind under at det var min professionelle pligt at gøre feltstudier i hvordan sådan en datingside er skruet sammen.

Men hvilken mand kan modstå den her indledning: ”Glad, varm og åben kvinde søger mandligt med- og modspil” – Jeg kunne i hvert tilfælde ikke. Så jeg kastede mig med bævende hjerte ud i en intens dialog, der kom til at køre over et par uger. Indtil Kirsten pludseligt slog til med forhammeren og vækkede mig ud af min tornerosesøvn med ordene: ”Tålmodighed er ikke min stærke side, jeg kunne godt tænke mig at se dig. Hvad siger du til det?”

Jeg var ved at falde ned af stolen. Men efter et par dages betænkningstid, fandt vi for første gang sammen på en cafe i byen – og siden har vi bare kørt derudaf.

Vi har sammen og med stor fælles glæde kastet os ud i mangt og meget - i virkeligheds verden og i fantasiens.

• Inden der var gået lang tid havde vi købt hus i Tyrkiet sammen med Annie og Finn. Og der var dårligt nok gået et halvt år før vi brød op fra vores gamle rammer og flyttede sammen i huset på Gyldenstenvej. Og lige siden har vi fået masser af tid til at gå med at bygge om og bygge til – sammen.
• Vi har nået at rejse lang omkring i den vide verden. Lige fra Güllük til Reykjavik og fra Barcelona og til Budapest. Og hvis vi lever længe nok, er jeg sikker på, at vi også når at komme til både Hviderusland, Moldavien og Albanien, som jeg fik foreslået i min første letsindige kådhed.
• Vi har også været langt ude i bøgernes verden sammen. Ja lige fra Kabul og til Nykøbing Falster og Højer.
• Vi har røget mange cigaretter sammen. Og vi har også holdt op igen - sammen.
• Vi har grinet og vi har grædt sammen. Og vi kan deltage i hinandens glæder og bære hinandens sorger.

Kirsten – du ved jeg har svært med de store ord, men jeg synes det her må være den helt rigtige lejlighed til at få det sagt: jeg er helt vild med dig.

Jeg føler mig som verdens lykkeligste mand, nu da jeg er blevet gift med dig. Og det ved jeg, at der er mange andre der sagtens kan følge mig i. Faktisk kan det nok ikke siges bedre end det blev gjort af en mand, som jeg mødte for nogen tid siden. Af hensyn til de mange tilstedeværende kvinder, skal jeg sige, at det drejer sig ikke om en mand, som er til stede i aften. Men han betroede mig med slet skjult misundelse: ”Karsten - Du er bare en heldig kartoffel” - Og det synes jeg han har fuldstændig ret i.

Jeg synes nu vi skal udbringe en skål for Kirsten….