« Hvorfor gå på Caminoen | Forside | New York Mand »
Vores tur på Caminoen i september 2008
Af Kirsten | september 28, 2008
I september 2008 tog Karsten og jeg på en mere end 300 kilometer lang pilgrimstur på Caminoen fra León til Santiago i Spanien. En tur som ikke kan sammenlignes med noget andet, vi har prøvet.
Vi befandt os i en verden, hvor der var rigelig tid til fordybelse. Hvor vi gik friske af sted hver morgen og gik dejligt trætte i seng hver aften. Hvor vi mødte mange spændende mennesker, som havde vidt forskellige begrundelser for at opholde sig der. Men vi havde alle det samme mål - at gå til Santiago.
På denne side kan du læse om hvad vi oplevede på vores vej.
Storladne bjerglandskaber i Nordspanien
Fredag den 5. september 2008 – Starten i León
Efter et par fantastiske dage i Madrid og en fire timers bustur ud over de endeløse nordspanske stepper ankom vi til León i trist vejr kl. fire om eftermiddagen. Vi spurgte os vej til nonnernes herberg, og her i Leóns gader fik vi for første gang øje på de muslingeskaller og gule pile, som fra gammel tid har markeret pilgrimsruten. Hele projektet blev pludseligt meget virkelighedsnært.
Vi fandt det første Caminotegn på en gade i León og blev helt høje.
Der var rigtig mange pilgrimme på herberget fordelt i 2-3 store sovesale. Så vidt vi senere har forstået, skyldes de mange pilgrimme, at forholdsvis mange starter turen i León. Her fik vi det første stempel i vores pilgrimspas, som vi havde fået hos Danske Santiagopilgrimme.
Regnen væltede ned i store kaskader mens vi var inde i katedralen i León.
Efter at vi havde orienteret os og pakket rygsækken ud i vores køjeseng gik vi ind i byen og besøgte den store smukke katedral med de mange fantastiske glasmosaikker. Her begyndte det for alvor at regne – det var helt vildt! Vi havde ikke taget vores regntøj med, så vi måtte vente med at gå ud og få noget at spise til det stilnede af. Til gengæld nåede vi at overvære det meste af et bryllup.
Til bryllup i katedralen i León.
Da regnen var stilnet af bevægede vi os ud i byen igen. Ved et lykketræf dumpede vi ind i den restaurant, som blev anbefalet af herberget, og hvor der sad andre pilgrimme. Lige så heldigt fik vi os sat sammen med Lilly fra Herning, som allerede havde gået 400 km. Hun kunne give svar på mange af vores spørgsmål. På restauranten oplevede vi for første gang en billig pilgrimsmenu til rørende 9 € for tre retter mad med vin til.
Senere på aftenen deltog vi i en meget stemningsfuld messe med både nonner og præst. Der blev så vidt vi kunne forstå bedt for vores pilgrimsfærd, og der blev læst op fra hvilke nationer, vi kom. Vi øvede os først i at synge vekselsang, og derefter gik vi til messe inde i kirken.
Det var en rigtig god begyndelse!
Lørdag den 6. september 2008 – Fra León til Villadangos
Efter en nat, hvor jeg ikke havde sovet så meget på grund af de mange snorkende, stod vi op allerede kl. seks. Det tidlige tidspunkt skyldes ikke mindst Lilly, som sværgede til at komme tidligt af sted om morgenen. Senere benyttede vi dog ikke denne “Lilly-model” så meget.
Byen vågnede op mens vi vandrede ud af den gamle bydel og gennem industrikvarteret. Vi var overraskede over hvor koldt det var om morgenen, men det fortog sig heldigvis hen ad dagen.
Og det blev morgen den første dag.
Vi gik af sted i en lille gruppe, og Karsten kom i den opgående sol i snak med en tysk pige. Hun havde gået i 101 dage fra hendes hjem i Tyskland. Hun søgte efter svar på hvordan hun kunne tage styringen i sit eget liv, og hvad retning hun skulle lade det tage. Desværre for hende havde hun ikke fundet svaret endnu.
De gule pile viser vej
Efter at have arbejdet os ud af industrikvarteret og ud langs landevejen stødte vi på den første bar, der havde åbent. Spanien er efter sigende det land i verden, hvor der findes flest barer pr. indbygger. Barerne er ikke hovedsageligt et sted man drikker, men et sted man går hen på alle tider af døgnet for at få noget at spise og drikke og samtidigt noget socialt samvær. Mange barer på ruten nyder godt af pilgrimmene og er klar med toastas, bocadillos og café con leche eller hvad nu en pilgrimsvandrer har behov for. Det er også de steder, man får sig en snak med andre pilgrimme. Man lærer hurtigt, hvad man skal se efter, for at komme på rette spor: pile og muslinger i alle afskygninger. KLIK HER hvis du vil se et udvalg.
Vi havde en god snak med Elaine og Andrée på herberget i Villadangos.
Vi valgte at gå til Villadangos langs den befærdede vej. Nogle tog en alternativ rute, som skulle være smukkere. Vores tur var på i alt på 21 km. Pæn lang strækning den første dag. Bestemt ikke den meste spændende strækning på ruten, men det hele var så nyt og spændende, at det ikke gjorde så meget.
I Villadangos fik vi os indlogeret på det lokale, kommunalt drevne herberg, hvor der ikke var mere end seks senge pr. rum. Selv om rummene ikke var forsynet med døre, var det alligevel luksus i forhold til León-herbergets store sovesale. Vi delte rum sammen en ung tysk mand.
Der er billige pilgrimsmenuer med tre retter mad og vin over alt på ruten.
Her stødte vi for første gang på Elaine fra Tasmanien og Andrée fra Canada. De var rigtig hyggelige og morsomme, og vi havde en god snak i eftermiddagssolen, mens Karsten og jeg masserede hinandens fødder med fodcreme. Elaine og Andrée havde lært hinanden at kende i den lokale vandrerklub, da Andrée arbejde et år i Tasmanien. Vi skulle senere komme til at møde de to under mere uheldige omstændigheder.
Om aftenen var vi til messe i den lokale kirke. Vi ankom i god tid hvor nogle af de lokale, hovedsageligt ældre kvinder ”varmede op” med en lovprisning af Santa Maria i en ekstatisk strøm af ord og sang.
Der gives fodmassage. Fem minutter pr. fod!
Søndag den 7. september 2008 – Fra Villadangos til Astorga
En meget flot tur med varieret landskab. Jeg havde stort set ondt over alt, så det var en meget hård tur på 30 km. Det var en velsignelse at nå frem til det kommunale herberg i tre etager.
Temperaturen var nået op på 30 grader i løbet af eftermiddagen. Vandforsyningen var sluppet op inden vi nåede frem, og jeg var på randen af et hedeslag. Det gik først over, da Karsten fik mig til at drikke en masse vand på herberget. Herberget var velorganiseret og pænt, og det kostede kun sølle 4 € for en nat. Vi vaskede tøj, masserede fødder, og sov et par timer inden vi gik ud og fik vores pilgrimsmenu.
Vi gik tidligt i seng på værelset, hvor vi sov sammen med en brasilianer, en franskmand og to fra Spanien. Den stakkels store brasilianske pige lå og græd meget af tiden.
Vandring på grusede stier
Mandag den 8. september 2008 – Fra Astorga til Rabanal
Vi gik ud af byen kl. 7:30 og fik lige kastet et blik på den berømte bygning af Gaudi, som biskoppen fik opført, men aldrig flyttede ind i, da den dengang blev opfattet som provokerende grim. Her fik vi igen sagt farvel til Andrée og Elaine, som havde boet på samme herberg.
Vi havde besluttet kun at gå omkring 15 km, da vi havde lagt hårdt ud de første dage. Men det blev alligevel til en tur på 22 km. Dels fordi det kørte rigtig godt med vores fodtøj, som vi havde gået til hjemmefra, og dels fordi det var et meget spændende landskab, vi kom igennem. Det kunne man blive helt høj af.
Et sted kom vi forbi et kolossalt langt dyrehegn, hvor folk havde flettet små kors af pinde ind i ståltråden til minde om deres afdøde. Vi mindedes Karstens mor og min far ved hver især at sætte et kors op. Stemningen var bevægende.
Hegnet med kors for de afdøde.
Vi landede i Rabanal ved firetiden og tog ind på El Tesin herberget, som var det første, vi stødte på. Vi gik ned i byen og stødte igen på Elaine og Andrée. Andrée er fysioterapeut og gav god råd om Karstens ømme knæ. Vi nåede lige det lokale farmácia inden det lukkede, og fik købt både elastikbind og tape til knæet. Efter lidt omsorg var det dog som om Karstens knæ nærmeste helede sig selv i løbet af den næste dag!
Elaine og Andrée havde fundet et meget bedre herberg i centrum af den lille by, og vi følte en snært af misundelse. Lidt skørt, når vi nu i første omgang var ganske glade for at være nået frem til det herberg, vi var indlogeret på.
Dagens begivenheder føres ind i Den lille Røde
Derudover blev vi også mere og mere bevidste om, at vi savnede nogle af de gode turbeskrivelser på engelsk eller tysk, som vi havde stiftet bekendtskab med. Her var der blandt meget andet anbefalinger af de bedste herberger. Men det skulle først lykkes os at få fat i en god bog en i en boghandel, mere end 100 km senere. Indtil da måtte vi nøjes med de små oversigter, vi kunne få på nogle herberger. Her var angivet den indbyrdes afstand mellem byer på ruten, samt angivelse af hvor der fandtes herberger, spisesteder og indkøbsmuligheder. Det var nu ikke altid, at det passede.
Karsten fik en snak med en ung stærkstrømselektriker fra Barcelona, som ankom meget træt sent på eftermiddagen. Han gik Caminoen for at takke for den velskabte dreng, han havde fået tre måneder forinden. Moderen til barnet var ikke så begejstret for projektet, så derfor var han nødt til at gennemføre turen på rekordtid. Den dag havde han klaret 40 km.
Der skiltes på utallige mere eller mindre autoriserede måder langs ruten. Denne er en af de mere tydelige.
Tirsdag den 9. september 2008 – Fra Rabanal til El Acebo
Jeg fik ikke sovet meget den nat, fordi der lå en meget urolig mand i køjesengen oven over mig. Herefter aftalte jeg med Karsten, at vi altid skal sove under hinanden i køjesengene!
Vi bevægede os mod ud på en 17 km lang tur til El Asebo gennem et utroligt flot bjerglandskab og op i 1.500 meters højde.
Vi spiste dejlig morgenmad i et flippet herberg i, som lå i en af de halvforladte og sammenfaldne landsbyer langs ruten. En af de lokale geder kom og ryddede op i skraldespanden, mens vi spiste. Her snakkede vi også første gang med Werra fra Dresden, som vi skulle komme til at være sammen med flere gange undervejs.
Det flippede herberg på vej mod Crux de Ferre
Herfra gik turen videre til toppen af bjerget ved Crux de Ferro, som er et af de mest kendte steder på ruten. Her ligger et mindre bjerg af sten, som pilgrimme har lagt her igennem århundrederne. Mange tager en sten med hjemmefra og lægger den her som symbol på de ting, de ønsker at lægge bag sig. Skikken med at lægge sten fra sig i bunker på bjergtoppe fortoner sig efter sigende tilbage i områdets keltiske fortid. Dengang var det et spørgsmål om at formilde guder i uvejsomme egne. Skikken er blevet videreført op gennem romertiden. For at bringe ritualerne ind på rette spor har kirken i nyere tid placeret et højt kors på toppen af stenbunken.
Vi havde begge sten med hjemmefra. For mit vedkommende var temaet ikke at bekymre mig om det, som jeg alligevel ikke kan ændre.
Ved Crux de Ferro har pilgrimme i umindelige tider kastet deres byrder fra sig i form af medbragte sten.
På vores videre vej i højderne kom vi forbi et helt specielt økologisk og alternativt lille privat herberg i Majarín. Vi havde i en guide set det beskrevet som et meget Shirley Maclaine agtigt sted, og det slog ikke fejl. Jeg havde selv fornøjelsen af at prøve deres multtoilet.
Herefter gik det hovedsageligt nedad mod El Acebo. Det sidste stykke faldt det faktisk ret brat. Vi fik her bekræftet den erfaring, at det kan være mere hårdt for fødder og ben at gå nedad bjerget end op ad bjerget. Hvis man har for store sko, kan man hurtigt ende med at få blå negle ved at tæerne hele tiden banker ind i skosnuden.
Vi kom gennem et bjergrigt landskab præget af tornede buske og gyvel.
El Acebo er en vidunderlig lille smuk oase af en landsby. Vi indlogerede og i Mason El Acebo, et privat herberg med plads til 26 overnattende. Vi en vaskemaskine og fik vasket vores tøj, og derefter gav vi hinanden den daglige fodmassage i haven med den flotteste udsigt over bjergene. Det var helt fantastisk.
Om aftenen var vi ude at nyde solnedgangen med flotte skyformationer i et billedskønt bjerglandskab. En italiener mente, at den udsigt havde været hele Caminoturen værd! Karsten gik amok med kameraet og fik bragt nogle flotte minder med hjem.
Jeg er ved at holde af enkeltheden og langsomheden.
Jeg falder i staver over solnedgangen med El Acebo i baggrunden.
Onsdag den 10. september – Fra El Acebo til Cacabelos
Herefter gik det videre ned ad bjerget til Molinaseca. En lille smuk turistby, hvor vi fik vores velfortjente morgenmad som tag selv bord på et hotel.
I provinsbyen Ponferrada observerede vi en busfuld danske turister, som skulle prøve at gå et par km på Caminoen. Vi kunne ikke undgå at føle os lidt hellige. Vi var jo allerede veteraner. Men samtidigt måtte vi også minde os selv om, at mange af dem, som vi mødte på vores første herberg i León, allerede havde gået flere hundrede kilometer og sikkert følte sig lidt hellige i forhold til os.
Fødderne får sig et velfortjent hvil.
Herefter skulle vi tage en vanskelig beslutning. Vi havde gået under 15 km, og vi syntes ikke Ponferrada var særlig charmerende. Men samtidigt viste de oversigter, vi var i besiddelse af, at der ikke var herberger i byerne de næste 15 km. Vi diskuterede situationen, og fandt frem til, at der bestemt måtte dukke noget privat indkvartering op undervejs.
Det gjorde der bare ikke. Vi vandrede og vandrede i en uendelighed uden at støde på indkvarteringsmuligheder. Eneste trøst i al elendigheden var en vinbonde, som inviterede os ind på et glas koldt vand, kort tid inden vi nåede til herberget i Cacabelos.
Tredive kilometers vandring i tredive graders varme.
Tredive kilometer i tredive graders varme. Det var blevet aften, og det føltes som én lang ørkenvandring på udpinte fødder, da vi fandt ud af, at herberget lå i den anden ende af byen.
Herberget bestod af en hestesko af små to-sengs aflukker i en lukket gård. Vi kom til at ligge ved siden af norske Åse og Sissel, som vi skulle komme til at være en del sammen med på vores videre færd.
Om aftenen spiste vi en velfortjent pilgrimsmenu på en restaurant i byen sammen med Werra. Werra gik turen for at finde ro med sig selv i forhold til sit job. Hun havde i DDR tiden været ansat under retsvæsenet, og var blevet omskolet til at varetage et hverv som privat pantefoged i Dresden.
Sissel, Åse og Werra i baggrunden på herberget i Cacabellos
Torsdag den 11. september – Fra Cacabelos til Villafranca
Jeg er træt og må konstatere, at det ikke kun er hjemme, at jeg ikke sover så godt. Men vi havde heldigvis valgt en kort strækning for den dag - kun 8 kilometer. Vi havde haft en hård tur dagen forinden, og vi ville gerne bruge noget tid i Villafranca, som vi havde hørt meget godt om.
For første og eneste gang på turen startede vi ud med regnfrakker på. Turen gik gennem et vindistrikt. Vi har erfaret, at Bierzo, som denne del af Spanien hedder, producerer nogle fantastisk gode og anbefalelsesværdige rødvine.
Et smukt hus midt i en vinmark på en regnfuld dag.
Midt på ruten fik vi morgenmad hos et ældre ægtepar i en garage. Det var forbavsende få gange, at vi stødte på private initiativer af den slags. Her sad vi sammen med et ungt par fra Leipzig, Stefanie og Jacob, som vi skulle opleve meget sammen med på resten af turen.
Vi indlogerede os på det private herberg, Fenix, som blev ejet af en gammel alternativ fyr ved navn Jesús. Vi havde læst, at det skulle være drevet på meget speciel maner. Stedet levede også op til løfterne, men var måske lidt for hashomtåget og nusset efter vores smag.
Stemningsbillede fra pilgrimskirkegården i Villafranca
Vi sov i afdelingen for de gamle, men det forhindrede naturligvis ikke folk i at snorke. Det resulterede i, at en af de overnattende i alles påhør gik amok på en stakkels kvinde, som havde snorket hele natten på grund af forkølelse. Karsten gav efterfølgende staklen et trøstende ord med på vejen. Hvis man har besluttet sig til at bo på herberg, må man også være forberedt på lidt af hvert. Vi var selv blevet gode til at håndtere vores ørepropper.
På torvet mødte vi igen Elaine og Andrée. Denne gang var Elaine i en elendig forfatning. På trods af at de begge to var rutinerede vandrere, var Elaine kommet af sted uden ordentligt fodtøj, og de var nødt til at tage lange dagsmarcher for at nå flyet i Santiago. Elaines ene hæl var endt som ét stort kødsår. Hun var nede i kælderen over hendes handicap, og at hun ødelagde turen for dem begge. Vi udvekslede adresser. Måske kan vi få det til at passe sammen, så vi kan mødes med Andrée og hendes mand i deres feriebolig i Phoenix, Arizona, når vi er i USA i oktober/november.
Tilgivelsens port i pilgrimskirken i Villafrance. Den åbnes kun i jubelår.
Mens jeg fik en middagssøvn gik Karsten på den lokale kirkegård for at fotografere. Her skulle efter sigende ligge en masse pilgrimme, som gennem tiderne har slæbt sig dødssyge til Villafranca for at nå igennem Tilgivelsens Port i kirken inden de døde. Hvis det lykkedes for dem, havde paven nemlig dekreteret, at de ville få lige så meget aflad, som hvis de var nået helt til Santiago. Selv om Karsten var ved at få tiltagende feber, var der heldigvis ingen af os, der var dødssyge. For det viste sig nemlig, at porten kun var åbnet på jubelår, hvor Sankt Jakobs helgendag (25. juli) falder på en søndag. Det sker først igen i 2010.
Karsten fik klippet sit hår hos den lokale frisør, og om aftenen nåede vi at besøge den lokale katedral netop inden den lukkede, hvorefter vi gik hen og fik et skønt aftensmåltid på en lille intim restaurant.
Morgen mad på Jesús' herberg i Villafranca. Det er Jesús i baggrunden.
Fredag den 12. september 2008 – Fra Villafranca til La Faba
Efter at vi havde sovet udmærket (på trods af den snorkende kvinde) gik turen fra Villafranca opad hele dagen. Det blev stejlere og stejlere og mere og mere uvejsomt på dagens 24 kilometer, hvor det vekslede mellem koldt og varmt. På turen mødte vi en ældre tysk herre, som var i gang med at gå hele turen fra Köln til Santiago for anden gang.
Til sidst endte vi i en lille bjerglandsby, La Faba (”bønnen”), hvor der lå et helt specielt herberg drevet af tyske religiøse fonde. Karsten lagde sig ind og sove med sin feber, mens jeg nød det dejlige sted.
Bestyrerne var for tiden et tysk healerpar, som holdt en alternativ seance i kapellet om aftenen. Vi mediterede i fællesskab, der blev lagt hånd på os, og derefter kunne vi alle trække et tarotkort. En meget sjov og bevægende oplevelse, men selvfølgeligt også ret ukirkelig. Vi spiste aftensmad på en nærliggende restaurant.
En eftermiddagspassiar på verandaen uden for herberget i La Faba.
Lørdag den 13. september 2008 – Fra La Faba til Fonfria
Det gik stadig op mod El Cebreiro, som er den højeste bjergtop i det sidste bjergområde før Santiago. Heromkring går også grænsen mellem de to regioner Castillien y León og Galicien.
Selve Cebreiro er et underligt renskuret turiststed midt ude i ingenting. Hertil fragtes hver dag busser fulde af nysgerrige turister. Byen lugter for meget af rekonstrueret middelalder og er fyldt med souvenirshops med uengagerede sælgere. Her kan turisterne også få syn for de vaskeægte pilgrimme, som er kommet asende op ad bjerget under opbydelse af deres sidste kræfter.
Området omkring La Faba bød på nogle af de stejleste stigninger på ruten.
Efter El Cebreiro begyndte det efterhånden at gå ned ad bjerget til Fonfria. Her var der noget forvirring blandt de fremmødte pilgrimme, da herberget ikke lukkede op til den tid, der var annonceret. Her stiftede vi for første gang rigtig bekendtskab med ”Der Grosse Deutsche” og hans sagtmodige kone. Han havde brugt hele vinteren på at orientere sig om de forskellige herbergers ratings og lære sig lidt spansk. Og han var ikke sen til at dele ud af sin omfattende detailviden!
Hele vejen fra Léon til Santiago kunne vi plukke modne brombær.
Inden længe dukkede bestyreren dog op. Hun havde været kogekone til en fest i byen, som var trukket ud. Vi fik et dejligt dobbeltværelse med eget bad til 24 € - vild luksus.
Mens Karsten mest opholdt sig på værelset underholdt jeg mig med Stefanie og Jakob fra Leipzig, som også havde indlogeret sig her. Om aftenen havde vi fællesspisning med de øvrige 30 gæster, mest tyskere og franskmænd i en ombygget ældgammel rund stenbygning, som var blevet restaureret og lavet om til restaurant.
Pilgrimsmenu i Fonfria.
Søndag den 14. september 2008 – Fra Fonfria til Sarria
Vi vågnede op til en dejlig morgen, fik morgenmad på herberget, og forlod det som de sidste. Herefter gik turen til Sarria. En lidt for lang tur på 28 kilometer. Men da vi landede i Sarria fik vi til gengæld det dejligste dobbeltværelse. Karsten var syg, så jeg spiste sammen med Stefanie og Jakob. Rigtig hyggeligt.
Stefanie og Jacob fra Leipzig.
Mandag den 15. september 2008 – Fra Sarria til Mercadoiro
Fra Sarria begynder det at tage til med antallet af pilgrimme. Herfra er der nemlig kun godt 100 kilometer til Santiago – den mindste strækning man skal vandre for at få sit pilgrimscertifikat i Santiago. Vi startede med at shoppe. Først på farmácia, hvor vi fik nogle feberstillende piller til Karsten og derefter i boghandelen, hvor vi endelig fik fat i en god engelsk turbeskrivelse ”A Pilgrim’s Guide to the Camino de Santiago”. En ”praktisk og mystisk” guide skrevet af en englænder med et lidt vidtløftigt, men underholdende forhold til Caminovandringen.
På vejen mødte vi igen den søde spanske pige, Rosa, som jeg har lovet at sende et billede til. Hun ville gerne have en kæreste fra Danmark. Rosa var 37 år og boede stadig hos sin mor. Det var hun meget træt af.
Så er der kun 100 kilometer tilbage til Santiago.
Undervejs passerede vi 100 kilometer stenen. Det var underligt at tænke på, at vi nu havde tilbagelagt mere end to tredjedele af vejen, og at der nu var så kort vej tilbage.
Vi havde planlagt at nå til herberget i Ferreiros, men det blev en stor nedtur for os at erfare, at det var fuldt belagt - ”completo”. Vores kilder sagde, at det nærmeste herberg var 10 kilometer væk, så der var ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og drage videre.
Men netop som vi synes, at det hele var lidt for anstrengende, dukkede der, som et fatamorgana, det dejligste nyåbnede private herberg op midt i ingenting. Stedet var et billedskønt paradis med udsigt over marker, skove og bjerglandskaber. Om aftenen spiste vi sammen med Stefanie og Jakob.
Herberget i Mercadoiro. Et paradis med udsigt over marker, skove og et overdådigt bjerglandskab.
Tirsdag den 16. september 2008 – Fra Mercadoiro til Ventas de Narón
Dagen startede med en masse støj allerede kl. seks, men vi stod først op kl. otte. Vi tog morgenmad på stedet og vandrede af sted gennem en tåget morgen. Dejligt at vandre om morgenen. Vi fik formiddagskaffe i Portomarín i en cafe lige ved siden af kirken. Vi mediterede en stund i kirken, og jeg tændte lys og bad en bøn for alle mine kære. Det gav ro, og jeg var helt klar til at gå videre ud af byen over en meget smal bro over en smal flod med kun lidt vand.
Vi mødte ikke mange pilgrimme den dag, men stødte flere gange på Stefanie og Jacob, som vi igen endte på samme herberg med i Ventas de Narón. Vi måtte konstatere, at vi delte mange af de samme dyder og laster heriblandt, at vi nød at sove længere end mange andre, og altid var blandt de sidste, der kom af sted. Derudover var vi også gode til at grine sammen, trods aldersforskellen. De var bare 26 og 27 år.
Vi benyttede os af muligheden for et dobbeltværelse. Skønt med lidt privatliv.
Tid til fordybelse i en den lokale kirke i Portomarin.
Onsdag den 17. september 2008 – Fra Ventas de Narón til Melide
Turen gik i dag til Melide, en strækning på 28 km. Det var ikke meningen, at den skulle være så lang, men det blev sådan fordi vi gerne ville til en storby. En flot og lidt hård tur. Jeg har nu meget ro indeni, og det giver god mening at gå ind i kirker og kapeller og finde ro.
Da vi nåede Melide ville vi finde et dobbeltværelse, men det var så kedeligt, at vi på trods af trætte fødder valgte at gå til det store kommunale herberg til kun 3€. Her var der godt og vi kom til at ligge side om side med – ja, hvem andre end Stefanie og Jakob. Det var ved at blive helt mærkeligt, at vi trods alle odds blev ved med at støde sammen. Vi mødte dem også inde i byen, og delte en pizza med dem.
Jeg købte en hjemmelavet vandrestav af en gammel mand, som gav instruktion i hvordan den skulle benyttes.
Torsdag den 18 september 2008 – Fra Melide til Arzúa
Her var vi lidt hurtige på aftrækkeren og tog det første og bedste herberg, da vi kom nåede til byen. Vi blev lokket af tilbuddet om vaskemaskine og tørretumbler. Vi erfarede senere, at der var et mere hyggeligt herberg med sjæl længere inde i den gamle bydel. Vores var helt nyopført.
Vi spiste middag os to alene på Hotel Teodora. God traditionel mad.
Vandring på ældgamle stier i en egeskov i Galicien.
Fredag den 19. september 2008 – Fra Arzúa til Arca
Her den næstsidste dag besluttede vi os til ikke at gå særligt langt, 16 kilometer. For at dele den sidste strækning før Santiago op i to. Vi ankom tidligt til herberget, kl. 13, tog et bad og et lille hvil inden vi gik på cafe. Her fik vi en øl eller to til frokost, hvilket var noget mere løssluppen stil end vi havde for vane. Det var nok fordi vi var ved at nærme os målet. Det var dejligt, og vejret var skønt.
Sovesalsstemning.
Lørdag den 20. september 2008 – Fra Arca til Santiago
Endnu en nat uden så meget søvn, men vi stod tidligt op og gik meget stemningsfuldt gennem morgenmørket imod Santiago. Mange tanker gik gennem mit hoved.
Der var flere ting, der var overraskende for os på vores sidste kilometer ind til Santiago. Først og fremmest var de sidste 20 km det en ganske smuk tur, hvor vi var mest på landet og i naturen. Vi havde frygtet, at havde i et virvar af indfaldsveje, industri og landingsbaner. Vi havde også forestillet os, at vi skulle få øje på Santiagos katedral lang tid før vi nåede dertil. Det var ikke før vi var langt inde i byen, at vi fik øje på kirketårnene. Vi forestillede os også, at vi ville komme til at gå i en strøm af pilgrimme og turister på de sidste kilometer ind mod byen. Det kom helle ikke til at holde stik. De sidste kilometer gik vi sammen med en noget særpræget pilgrim, som fløjtende sparkede en gammel tennisbold hen over veje og fortove.
Vi fandt det centrale herberg i Seminar Menor. En stor smuk bygning, men med sovesale med senge på rad og række. Karsten pressede mig til at sove – jeg var bare træt. Det hjalp.
Endelig i Santiago efter 15 dages vandring.
Vi gik ned til katedralen og pilgrimskontoret og fik vores bevis på latin. Det var et stort øjeblik for mig. De spurgte omhyggeligt ud om vi havde gået hele vejen og ikke havde snydt med at tage bus eller taxa. Der følge vi os igen lidt hellige, da vi oven i købet havde båret vores rygsække hele den slagne vej uden at blive fristet af tilbud i diverse herberger om at få fragtet rygsækken over den næste bjergtop.
Herefter gik vi ud og fandt et fantastisk godt beliggende dobbeltværelse til kun 60 € for to nætter. Så kunne vi slippe for at bo på det kedelige herberg, hvor man skulle være hjemme kl. 23.
Først efter at vi er kommet ind i byen får vi øje på kirkespirene på katedralen.
Søndag den 21. september – Til søndagsmesse i Santiago
Vi brød op fra herberget, og tog til pilgrimsmesse kl. 12 i katedralen. Meget meget rørende. Kirken var fuld af pilgrimme som var kommet i god tid. Inden messen startede blev vi trænet i korsang af en nonne, så vi kunne synge med ved selve gudstjenesten. Under gudstjenesten blev der læst op hvor mange nye pilgrimme, der var ankommet inden for det sidste døgn. Vi blev nævnt som de to danskere, der var startet i León. Det store røgelseskar, som i gamle dage skulle dæmpe stanken fra pilgrimmene, blev svunget tværs gennem kirken.
Det var en stor oplevelse. Det var en god fornemmelse. Og det var en god afslutning. Vi spiste afskedsfrokost med Stephanie og Jakob. Derefter gik vi hen på vores dejlige værelse tæt på katedralen.
Da vi slentrede rundt i byen mødte vi Åse og Sissel fra Norge i et lyskryds. Vi drak kaffe på en cafe og aftalte med dem at spise sammen om aftenen. Rigtig hyggeligt.
Efter det hang vi ud på vores lokale ”stamværtshus” sammen med de unge studerende. Det var et rigtig intimt sted a la Hansens værtshus, med masser af den rigtig fede musik fra tresserne.
Det blev sent inden vi kom i seng.
En meget stemningsfuld pilgrimsmesse i katedralen.
Mandag den 22. september – Turistdag i Santiago
Denne dag gik Karsten og jeg hver for sig i flere timer for at ose i butikker. Det var første gang i rigtig lang tid, at vi var væk fra hinanden.
Santiago er en fantastisk hyggelig middelalderby, hvor man sagtens kan bruge flere dage. Men vi kunne også mærke, at det nu var tiden at vende hjem. Vores næste store projekt, turen til USA, rykkede nærmere, og vi ville gerne have nogle ekstra slappe af dage derhjemme. Så selv om vi havde gjort os nogle forestillinger om at tage en bustur videre til Finisterre for at fuldende turen, så havde vi fået nok. Målet var fuldt. Vi skulle bare hjem den hurtigste vej. Ikke noget med at tage den på stop op gennem Europa, eller hvad vi ellers havde fantaseret om på begyndelsen af ruten.
Vi fik en dejlig middag, gik på hovedet i seng. Næste dag tog vi flyveren hjem til Danmark via Madrid.
Katedralen i Santiago
Flere billeder fra vores tur
Hvis du er interesseret i at se et slideshow med billeder fra vores tur, så KLIK HER
.
Emner: Caminoen |
Kommentarer
Du skal være logget ind for at sende en kommentar.